Varsel: Vigtig information fra Bestyrelsen til alle medlemmer
Kære medlem,
Sammen skaber vi bedre adgang til banen
Fra den 15. juli 2026 indføres der nye rammer og konsekvenser for gentagne udeblivelser eller manglende bekræftelse af bookede starttider. Det sker for at sikre bedre adgang til banen for alle medlemmer, og har desværre vist sig nødvendigt. Kort fortalt: alt for mange starttider går tabt ved at være blokeret af spillere, som enten ikke møder op eller som ikke får meldt sig fra i god tid. I juni måned alene har der været >500 ubekræftede tider fordelt på 300 personer. Det er derfor til alle medlemmers fordel, at der nu sættes fokus på dette.
Hvad betyder de nye regler for dig?
Når en spiller booker en starttid, men ikke bekræfter tiden, så registreres dette som ”en ubekræftet tid”. Det kan ske når en spiller helt udebliver fra sin tid eller hvis tiden ikke bekræftes senest 10 minutter før starttiden. Fra 15. juli 2026 vil en spiller, der efterfølgende registreres med 3 ubekræftede tider, blive tildelt en 14 dages karantæne fra den lokale spilleret i Søllerød Golfklub. Eksisterende starttider vil blive slettet og nye bookinger i perioden vil ikke være muligt. Når de 14 dage er gået, genåbnes adgangen automatisk. Skulle man på et senere tidspunkt igen have 3 ubekræftede tider, vil samme sanktion blive anvendt igen.
Alle spillere skal bekræfte deres egen starttid
Samtidig ændres reglerne for bekræftelse af starttider. Fremover er det den enkelte spillers ansvar at bekræfte sin egen starttid. På den måde vil det aldrig blive andre spillere end det enkelte medlem, der er årsag til en ubekræftet tid. Det vil fortsat være muligt at booke starttider for sig selv og sine medspillere, men bekræftelse af tiden er den enkelte spillers ansvar. En starttid kan bekræftes ved standeren i klubben eller via DGU-appen, når du befinder dig på klubbens område. I begge tilfælde skal det ske senest 10 minutter før starttiden. Hvis du bliver forhindret i at møde op til en booket starttid, beder vi dig om at slette din booking via DGU-appen eller på GolfBox.
Er du i farezonen?
Alle medlemmer, der allerede har en eller flere ubekræftede tider i denne sæson, vil modtage en særskilt e-mail fra klubben. Formålet er blot at orientere disse medlemmer om, at det fremadrettet vil være nødvendigt at ændre adfærd. Der vil altså ikke være nogen konsekvenser af ubekræftede tider, der er sket før den 15. juli 2026.
Vores håb er, at alle medlemmer fremover vil være ekstra opmærksomme på at afmelde deres tid, så snart de ved, at de ikke får mulighed for at benytte den. Det er en lille indsats for den enkelte, men en stor hjælp for fællesskabet.
På forhånd tak,/ Bestyrelsen

