Tordenvejr

Hvordan forholder man sig som golfspiller i tordenvejr?

Det sker desværre engang imellem, at golfspillere bliver ramt af et lyn på golfbanen.

Bulder og brag i det fjerne skal tages alvorligt.

Som golfspiller bevæger man sig rundt på et forholdsvist fladt areal og har samtidig medbragt sin egen antenne, i form af golfkøller, der potentielt kan tiltrække lyn.

Hvis en golfspiller overraskes af et tordenvejr uden mulighed for at søge inden for i et hus eller en bil, bør vedkommende søge til det laveste punkt i det nærmeste terræn og sætte sig på hug med samlede fødder og hovedet mellem benene. I denne stilling rager man ikke så højt op, og man rører kun jorden ét sted. Man skal passe på med at opholde sig tæt på træer, selvom det kan være fristende, da tordenvejr ofte bringer store regnbyger med sig.

Forhåbentligt ligger det dybt forankret i alle golfspillere, at de ved, at det er farligt at spille, når det lyner. Men husk alligevel at minde om at søge væk fra golfbanen allerede ved den første rumlen i det fjerne.