Det er med stor beklagelse, at bestyrelsen har modtaget Hans Henrik Brandts opsigelse som klubmanager i Søllerød Golfklub med fratrædelse senest pr. 30. november 2024.
Hans Henrik, der i dag er 64 år, har efter et travlt og undertiden hektisk arbejdsliv ønsket at gå på pension.
Hans Henrik kom til Søllerød GK i oktober 2020 og har siden sin tiltrædelse været en central og drivende kraft i driften og udviklingen af vores golfklub. Hans virke har været kendetegnet ved energi, empati, handlekraft, dybe og brede faglige kompetencer, et stort netværk inden for golfverdenen og ikke mindst hans smittende humør. Når vores klub i dag befinder sig et godt sted og er klar til kommende udfordringer, tilfalder en stor del af æren Hans Henrik.
Vi har forståelse og respekt for Hans Henriks ønske om at trappe ned og er taknemmelige for, at det kommer til at foregå med så rettidig omhu, at bestyrelsen har god tid til at undersøge de videre handlemuligheder.
Venlig hilsen Bestyrelsen
Hans Henrik udtaler:
Det er ikke helt slut endnu, men jeg vil allerede nu ønske alle med tilknytning til Søllerød Golfklub alt det bedste fremover.
Det bliver trist at skulle sige farvel til en masse gode kolleger og samarbejdspartnere, frivillige, medlemmer og en bestyrelse, som med deres fremsynethed, har sikret at klubben er et rigtig godt sted.
Der arbejdes stenhårdt fra mange sider og ikke mindst medarbejdere og restaurant leverer en service, ansvarlighed og indsats, som ligger helt i top.
Så derfor kan jeg med ro i sjælen sige farvel, og overlade stafetten til de nye, der måtte komme på holdet.
Tak til alle jer, der har været med til at gøre det til en stor fornøjelse at være i Søllerød Golfklub.