Nyheder

Rejnfan (Guldknap), Tanacetum vulgare, er almindelig og nærmest karakterplante på Søllerøds banearealer f. eks. mellem 2. og 13. hul mod øst. Planten er op til en meter høj og har smukt grønt løv med lige så smukke og i øjnefaldende stærkt gule blomsterstande.

Planten kan gøre nytte som snapseurt (forsigtighed tilrådes – meget bitter.. læs på lektien inden evt. brug!). Planten er mere oplagt som farveplante og giver flotte resultater i gulgrøn.
Mest oplagt er det nok blot at nyde synet, og at insekterne som på billedet har et naturligt ‘hotel med bespisning’.

Undgå at spille din bold ind i en gruppe af Rejnfan… du finder den næppe igen!