13. gang blev ikke lykkens gang for mændene.
Fredag den 31. juli blev årets udgave af Kønnenes Kamp afviklet under strålende solskinsforhold på en bane, der stod knivskarpt til lejligheden. Hele 104 deltagere var mødt op til den traditionsrige dyst, hvor herrer og damer kæmper om æren i en spændende foursome-turnering.
Kønnenes Kamp er en turnering, hvor damer og herrer mødes i direkte matcher, og hvor hvert point tæller. Er en match afgjort inden 18. hul, spilles 18. hul alligevel om et ekstra point, hvilket sikrer spænding til det sidste.
Og spænding var der bestemt i år.
Selvom kvinderne måtte undvære deres normale holdkaptajn, Christian Post, lykkedes det endnu en gang at vise styrke og sammenhold. Med en samlet sejr på 39-34 kunne kvinderne løfte trofæet for 5. år i træk og dermed sikre sig deres 8. samlede sejr i turneringens historie.
Resultatet blev dog først endeligt afgjort sent på dagen. Faktisk var det den næstsidste bold, der sikrede kvinderne den samlede sejr. Derfor hjalp det desværre ikke mændene, at de unge herrer vandt den sidste match.
Ud over den sportslige kamp bød dagen som altid på masser af hygge og socialt samvær. Ved 18. green havde restauranten endnu engang sørget for en lækker grillbuffet, mens deltagerne blev “speaket ind” af Michael Krogh, hvilket skabte en fantastisk afslutning på dagen.
En stor tak skal lyde til vores greenkeepere for det flotte arbejde med at gøre banen klar til den store kamp, samt til restauranten for den gode service og den velsmagende mad.
Vi vil også gerne rette en særlig tak til vores sponsorer:
- H.J. Jørgensen & Søn
- Søren Sømod
- Susanne Bisgaard Rørly
De bidrog ikke blot til arrangementet, men sørgede også for dejlig forplejning ved 11. tee til glæde for alle deltagere.
Tak til alle spillere, frivillige, sponsorer og tilskuere, som var med til at gøre dagen til endnu en stor succes.
Og til mændene er der vist kun én ting at sige:
Bedre held næste år!





