Kære medlemmer i Søllerød Golfklub,

2025 har været et godt år for dansk golf. Danske golfspillere har også i år markeret sig flot på banerne over hele verden. DGU melder om fortsat fremgang med nu 167.000 aktive medlemmer.

Også i Søllerød Golfklub har det været et godt og aktivt år med en del fornyelser. Hallen med de nye bag rum er kommet fint fra start. Det samme gælder vores Trackman center i kælderen. Med Morten, Anne-Mette og Camilla i sekretariatet har vi nu et fornemt team til at varetage drift og service i klubben. Hos proerne er Sigurd hurtigt blevet en kendt og værdsat træner. Fra 2026 er han fast mand på holdet.

Der spilles megen og god golf på vores dejlige og velholdte bane i den unikke Søllerød Naturpark. Vi har en stor bredde i golfsporten i vores klub, lige fra begyndere til professionelle golfere. Skulle man fremhæve blot nogle få fra året, der gik, må det blive Jonathan Gøth-Rasmussens sejr på Hotel Planner Touren, Jamie Tofte Nielsens sejr på Ecco Touren, samt klubbens dameelite og juniorafdeling, der er landets største og har fire piger og en dreng på juniorlandsholdet.

Her ved årsskiftet er der mange, som fortjener tak. Ikke mindst de mange frivillige, som med deres indsats gør Søllerød Golfklub til en rigtig aktiv medlemsklub. Tak til alle medarbejderne: Hanne og hendes hjælpere i Pro shoppen, tak til sekretariatet og til Mads og hans dygtige stab i greenkeepergården. Tak til Kenny og hans folk i restauranten og tak til Michael for hans støtte og opbakning.

Må jeg også rette en tak til vore eksterne samarbejdspartnere i Rudersdal Kommune og i Naturstyrelsen. Tak til vore mange sponsorer og til alle, der bakker op om vores klub.

På gensyn i 2026.

I ønskes alle en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår!

Søren Graversen, formand